Jeg vidste der var noget galt!
Som I måske har læst, så har vi haft store problemer med at få Mathilde til at sove om natten. Da hun blev født vågnede hun ca. hver tre time, som “alle” babyer gør for at spise. Jeg glædede mig til hun blev 3 måneder, for så håbede jeg på, at hun ville sove igennem ligesom Caroline begyndte på, da hun var ca. 3 måneder. Men det skete altså bare ikke. Hun blev ved med at vågne flere gange om natten. Og når hun sov tre timer i steg var det en rigtig god nat. Tiden gik, og da hun blev 6 måneder kom de to første tænder. Hun begyndte at sove endnu dårligere og vi prøvede jo på at finde en forklaring. Måske var det tænderne der drillede hende. Man siger jo at tænder godt kan drille et godt stykke tid inden de bryder frem. Men jeg havde alligevel på fornemmelsen, at det ikke var tænder der drillede hende. Nætterne blev værre og værre. Nu var det en “god” nat hvis hun sov i to timer af gangen, for mange nætter var hun vågen hver evig eneste time og en enkelt nat sov hun nærmest overhovedet ikke. Vores søvn og ikke mindst overskud var kørt total af sporet. Vi prøvede desperat alle mulige løsninger, som fx. at give hende et natflaske, sove i vores seng, sove i sin egen seng både i vores soveværelse og på sit eget værelse. Vi prøvede at putte hende både tidligt og sent. Vi har prøvet en tyngde sovepose, som min mor syede fra den ene dag til den anden, fordi jeg var desperat for at prøve sådan én. Men der var bare ingenting der hjalp OVERHOVEDET! Jeg har aldrig prøvet at føle mig så utilstrækkelig. At man ikke kan gennemskue hvad der er galt med sit barn. Det er så frusterende. Alle mødre vil kunne trøste og hjælpe sit barn til enhver tid.
Ofte var hun i fint humør når hun vågnede og ville gerne kravle rundt, men ligeså snart jeg lagde hende på ryggen, græd hun. Da det havde stået på i 4 måneder (Mathilde 7 måneder gammel. De første 3 måneder som nyfødt tæller jeg ikke med) kunne Mathilde heller ikke holde til det mere. Jeg har aldrig set en baby så sort under øjnene og hun var ikke den glade pige som hun plejede at være. Det gjorde så ondt i mit moderhjerte, at se min datter sådan, for mit største ønske var at hjælpe hende til at kunne sove.
Det var dog ikke kun Mathilde der ikke kunne holde til det mere. Det kunne jeg heller ikke. Aldrig har jeg været i så stort et søvn underskud. Jeg rystede, havde kvalme, ingen appetit og så kunne jeg græde bare du sagde hej til mig. Jeg var blevet så overtræt at min krop kørte på pumperne. Når Mathilde sov sin formiddagslur, burde jeg jo lægge mig på sofaen og tage mig en lur. Men min krop kunne ikke finde ro. Tankerne fløj rundt i hovedet på mig og en voldsom uro fes rundt i min krop. Da jeg havde haft det sådan et par dage, var det nok. Jeg besluttede mig for at tage en overnatning hjemme hos mine forældre og efterlod farmand hjemme ved pigerne. Det var virkelig ikke en rar følelse at køre fra dem. Grunden var jo at jeg ikke magtede mere. Jeg havde ikke mere at give af. Det var et stort nederlag for mig, men jeg prøvede også at sige til mig selv, at jeg gør det for pigernes skyld. Når man ikke er veludhvilet og i balance er man heller ikke den bedste udgave af sig selv.
Jeg ammede Mathilde til natten inden jeg kørte hjem til mine forældre. Da jeg endelig lå i sengen hos min mor og far, havde jeg stadig svært ved at slippe tankerne derhjemme. Og Mathilde havde jo selvfølgelig også feber på 3. dagen så tankerne fløj rundt i hovedet. Da jeg endelig efter 3 timer faldt i søvn vågnede jeg først ved 7-8 tiden og havde en helt anden følelse i kroppen. Jeg var nu overbevist om, at det var det rigtige jeg havde gjort ved at køre derud. Jeg var stadig ikke helt veludhvilet, men uroen, kvalmen og mine blanke øjne var væk. Nøjh det var en lettelse. Nu kunne jeg da lidt igen.
Men nætterne forsatte og der var ikke de “gode” råd jeg ikke fik med på vejen af familie, venner og bekendte. Der var så mange der sagde at “Tror du ikke hun vågner fordi hun kan lugte dit bryst?” “Tror du ikke hun sover for meget om dagen?” “Tror du ikke hun er sulten” “Hun er nok bare en baby der ikke har så stort et søvn behov” -AAARGH! Det er nok nogen af de værste kommentarer at få med på vejen. Her gør jeg alt hvad jeg kan for at hjælpe mit barn og nej hun vågner sgu ikke fordi hun kan lugte mit bryst eller fordi hun sover for meget om dagen. Men følelsen af, at jeg ikke gør det godt nok, den fik du da lige presset ned over hovedet på mig. (Sådan føles det i hvert fald når man er i søvnunderskud)
Som sagt så var vi ved at være godt desperate. Vi syntes vi havde prøvet alt og sidste udvej, var hjælp udefra. For jeg begyndte at være fuldstændig overbevidst om, at der var noget der drillede hende. Jeg kan dog ikke sætte en finger på hvad. Men nu kunne det altså kun gå for langsomt med at få hende undersøgt. Jeg har efterhånden hørt så mange gode historier om børn, der har været til kiropraktor, hvor det har afhjulpet deres problemer. Jeg blev anbefalet Eli i Odder som både er kiropraktor og kranio sakral terapeut. Jeg har altid synes at kiropraktor er lidt noget farligt noget, men jeg følte at jeg var nødt til at give det en chance. Jeg fik en tid og Eli fandt hurtigt små låsninger hos Mathilde i hendes bækken, lænd, ryg og nakke. Det var ikke voldsomme låsninger, men Eli mente at det var dem der drillede hendes nervesystem, som så gjorde at hun havde alle de opvågninger. Jeg havde store forventninger til behandlingen og krydsede fingere for at problemet var løst. De efterfølgende nætter var der dog absolut ingen forbedringer. Jeg var meget i tvivl om jeg nu skulle tage afsted igen. Det er vel og mærket ikke billiget. Første konsultation kostede 772kr og derefter koster det 612kr. Jeg tænkte meget over det, men besluttede mig alligevel for at tage afsted igen. Og det er jeg ovenud taknemmelig for idag. Ved anden konsultation fandt Eli nemlig en kraftig låsning i Mathildes ryg, som hun fik løsnet og her sker “miraklet”. Vi tager hjem og om aftenen er Mathilde en helt anden at putte. Hun er helt afslappet istedet for at ligge og spjætte uhæmmet med arme og ben som hun plejer. Hun falder hurtigt i søvn og vågner kun 1 gang den nat. Det er jo en verden til forskel, når hun plejer at vågne hver time. Jeg troede næsten ikke på det og tænkte “Det må være tilfældigt”.
Det er efterhånden lidt over en uge siden vi var afsted anden gang og hun har lige siden kun været vågen 1 gang hver eneste nat. Og i nat sov hun 8 timer i streg før hun vågnede. Så kom hun ind til mig og så vågnede vi først kl. 7.15. WAUW, det er virkelig den bedste følelse længe. Vi alle var total veludhvilet og i godt humør da vi stod op. Og nu har hun så sandelig også lige sovet 4 timer i barnevognen. “Så nej kære venner, hun sover ikke for meget om dagen, eller vågner fordi hun kan lugte mig og søger tryghed” Hun vågnede fordi hun havde ondt og hvor er jeg taknemmelig for at der er hjælp at hente og ikke mindst at jeg fulgte min mavefornemmelse.
Det jeg prøver at sige med dette indlæg er at du skal for alt i verden stole på din mavefornemmelse og prøve at lade være med at lyttede til alle andres råd. Råd kan være gode, men sortere for guds skyld i dem.
Mor kender ALTID sit barn bedst og sådan er det bare.
Knus Lykke
