Børn og kræsenhed

Undgå kræsne børn

Hvordan kan du undgå kræsenhed hos børn?

Ingen børn er født kræsne, som man siger. Men alligevel er der rigtig mange børn, der døjer med kræsenhed. Kræsenhed kan være en stor udfordring for både børn og ikke mindst for deres forældre. Men hvordan kan man undgå kræsenhed og kan man overhovedet undgå det? Mit svar er ja, og jeg har skrevet lidt om hvordan vi har grebet maden an herhjemme. Jeg håber du kan bruge nogen af rådene:) 

Min datter Caroline, som lige er fyldt 2 år, har haft perioder, som alle andre børn, hvor der er bestemte fødevare, som hun ikke ville spise. Men med tiden spiser hun dem nu igen. Jeg tænker derfor, at ét eller andet må vi have gjort rigtigt. 

Vi har aldrig brugt metoden med at lokke Caroline til at spise noget. Hvis der er noget hun ikke vil have eller siger hun ikke kan lide, så gør vi ikke noget nummer ud af det. Hun prøver som regel at lægge det hun ikke kan lide over på min tallerken, men jeg siger blot til hende, at hun bare kan lade det ligge på sin egen og lade være med at spise det. Det godtager hun altid og hun har heldigvis stadig den alder, hvor hun er nysgerrig på det meste. Det resultere altså ofte i, at det hun sagde hun ikke kunne lide og gerne ville have væk fra sin tallerken, ryger i munden én gang mere, lige for at blive smagt på. Det er ikke sikkert at det ryger ned, men hun kan godt finde på at smage på det op til flere gange. Og næste gang eller næste gang igen, det bliver serveret, kan hun pludselig lide det.

Et eksempel kan være laksefilet. Vi har serveret laksefilet for hende rigtig mange gange. Hver eneste gang vi har fået laks, så har hun også fået det serveret. (Også selvom hun siger hun ikke kan lide det) Nogen gange har hun smagt på det og andre gange vil hun slet ikke smage. Men det er altid kommet over på hendes tallerken at ligge, og så var det op til hende selv, om hun ville spise det. Jeg tror seriøst vi har serveret det for hende mere end 15 gange, hvor hun nærmest ikke har rørt det. Hun har måske lige smagt det, for så at sige, at hun ikke kan lide det. Men fra den ene gang til en anden, så spiste hun pludselig en hel laksefilet. Jeg må indrømme, at jeg fik meget store øjne. Jeg nævnte ikke noget om at hun var dygtig eller om det smagte godt. Jeg lod som ingenting og fokuserede istedet på, at holde samtalen og den hyggelige stemning kørende omkring bordet. Jeg tror nemlig ikke det gavner at gøre et stort nummer ud af at rose hende, fordi hun nu spiser en bestemt fødevare. Jeg tænker istedet det skal være så naturligt som muligt, og det er det ved at snakke helt almindeligt om hvordan maden smager. Det tror jeg vi alle gør uden egentlig at tænke videre over det. 
Hun har haft det sådan med rigtig mange fødevare, men når bare vi har gjort, som beskrevet ovenfor, så har det altid endt ud i, at hun pludselig kan lide det. 

Caroline elsker også at følge med når vi laver mad, og at få lov til at hjælpe med det hun kan. Hun elsker at smage på tingene også selvom det er et rå løg. Hun ved jo ikke hvordan det smager og det finder hun kun ud af ved at prøve. Selvom jeg ved, at hun ikke kan lide det, så kunne jeg aldrig finde på at sige “nej det skal du ikke spise, det kan du ikke lide”. Jeg lader hende altid smage og selv få lov til at vurdere, om hun kan lide det eller ej. Og ganske rigtig, så brød hun sig ikke om smagen på det rå løg, men i stedet for at snakke om, at det ikke smager godt, så snakker vi om hvordan det smager. Er det stærkt, sødt, sur osv. Det lyder måske meget pædagogisk, men vi har gjort det til en vane og det fungere virkelig godt. 

Da Caroline var omkring 10 måneder, nægtede hun at spise morgenmad. Jeg fandt ud af, det var fordi hun ville have noget, som hun selv kunne sidde med i hånden, i stedet for jeg skulle made hende med havregrøden. Hun var kommet i alderen “kan selv – vil selv”. Jeg lavede derfor de her bananpandekager, som hun selv kunne sidde med og det løste morgenmads problemet med det samme. Og inden jeg havde set mig om, ja, så pludselig ville hun gerne have havregrød igen. Så det handler altså om at være kreativ og ikke mindst tålmodig. 

Caoline har altid fået lov til at røre ved maden, hvilket helt sikket også har givet pote. Nu er hun 2 år og får tildels stadig lov til at spise lidt med fingerne, især når det er nye fødevare. De dage hvor appetitten ikke er så stor, hjælper det ofte også at slække lidt på kravene, på hvordan de skal sidde ved bordet. Men ellers foregår det mere og mere med ske og gaffel og mindre og mindre med fingerne. 

Jeg har lavet en lille liste herunder med nogen korte, men gode råd til at undgå kræsenhed. Jeg håber du kan bruge dem.

Kort og godt – mine bedste råd for at undgå kræsenhed

  • Gør måltidet hyggeligt. Snak fx om dagen der gået
  • Start med at server varieret lige fra starten/skemaden. Selv grøden kan varieres på et utal af måder
  • Beløn ikke barnet med fx dessert for at spise aftensmaden
  • Kommenter ikke maden hele tiden, sæt fokus på noget andet
  • Lad barnet undersøge maden, OGSÅ med fingerne
  • Lad dit barn hjælpe til med madlavningen og smage lidt på råvarerne imens
  • Bliv ved med at server maden gang på gang, selvom barnet ikke vil spise det
  • Lad maden blive på barnets tallerken
  • Præsentere fødevarerne på forskellige tilberedte måder
  • Udnyt barnets nysgerrighed
  • Giv ikke op, det skal nok komme

 

børnevenlig ristaffel
Børnevenlig ristafel 

Du finder opskriften på denne børnevenlige ristaffel ved at trykket på linket her

//Lykke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *