Græsenke/Alenemor
Når man har en mand, der arbejder som landmand, ja, så følger der altså nogen ting med. Bla. at man er græsenke nogen måneder om året. Det er især her om sommeren, at der er lange perioder, hvor man er ene og alene om tjansen herhjemme. Det har egentlig aldrig generet mig at være alene og jeg nyder faktisk mit eget selvskab. Jeg har nemlig altid noget at give mig til. Jeg hygger mig gevaldigt med at stå i køkkenet og bage, sy, hækle, gå i haven og alt muligt andet. Men efter vi har fået børn, er det ikke altid, at jeg nyder at være alene? Det er nemlig ikke altid, at det er lige nemt at få det hele til at gå op i en højere enhed, med to små krudtugler. Der er nemlig dage/perioder der trækker væsentlig flere tænder ud end andre. De dage, hvor de vågner på skift natten lang og de selvfølgelig synes dagen skal starte kl. 06 om morgenen. De sover og spiser på skift hele dagen og der er bare ingenting, der er godt nok. Der er dage hvor jeg bruger det meste af dagen på at gå med barnevognene, fordi de ikke vil overgive sig til søvnen eller måske er det fordi de ikke under deres mor at få 5 minutters MOR-tid. Sådan føles det i hvert fald? Når aftensmaden så endelig er overstået kl 18.00 og man tænker “Okay, bare lige en time mere, så er de puttet og så er det mor-tid” Men når klokken så er 19.00 og helvede bryder løs med Caroline, som ikke vil sove og Mathilde med luft i maven og der først er ro engang efter midnat. Så begynder man at være der, hvor man bare har lyst til at trække stikket som mor. I hvert fald når man har haft sådan et par dage i streg og vel og mærket står helt alene med det. Så magter ens hoved simpelthen ikke mere skrig, skrål, jammer, minus søvn og ingen mad + og se at huset liger et bombet lokum. Er der man andre der kender til det.?? I disse perioder synes jeg ihvertfald ikke, at det er skide sjovt at være alene med dem.
Men hvad er så mere fantastisk, at jeg har den bedste mor der findes. Hun er så fantastisk til at komme og give en hånd. Omend det er med børnene, vasketøjet eller bare for at give mig lidt voksent indhold i hverdagen. Det priser jeg mig virkelig lykkelig for og jeg ved ærligtalt ikke hvordan jeg havde klaret det uden hende. Hun kan altid mærke når mine batterier er ved at være godt flade og så kommer hun mig til undsætning så hurtigt hun kan.
Hvis I har fulgt lidt med på min Instagram/Instastory, så har I nok set, at vi lige er kommet hjem fra sommerhus. Min mor spurgte mig nemlig for et par uger siden, om vi ikke skulle tage i sommerhus sammen. Bare mig, pigerne og min mor. Hun vidste godt, at jeg efterhånden var dér, hvor jeg trængte til at komme hjemmefra og til at få en hjælpende hånd med pigerne. Og er du sindsyg, jeg synes det var en brand god ide. Det var nærmest som om, at bare det at hun foreslog det, gav mig lidt ekstra energi.
Nu er vi lige kommet hjem fra vores lille ferie i det skønneste og mest hyggelige lille sommerhus. Vi har gået ture ved vandet, været en tur i skoven og igår var vi i svømmehallen. Og ellers har vi bare råhygget, som i virkelig råhygget os. Vi har været så heldige at begge piger har sovet middagslur samme tid nærmest hver dag, hvilket har givet min mor og jeg tid til at sidde og hygge os med en kop kaffe og vores hækletøj. Bare slappet af og fået en masse af det der MOR-tid 😉 Det har simpelthen bare været fantastisk. Jeg har ikke lavet aftensmad en eneste aften, jeg har “kun” skiftet 30 bleer, istedet for det dobbelte, jeg har kun gået med barnevognene 7 gange isetdet for 15 osv. Altsammen fordi min mor har gjort det for mig.
Denne her uge i sommerhus har virkelig været guld værd. Mine batterier er total ladet op og jeg har stornydt at have min mors hjælp fra morgen til aften og ikke mindst hendes dejlige selvskab. Det er første gang min mor og jeg har været på ferie sammen kun os to og så selvfølgelig pigerne. Det er virkelig gået over alt forventning. Så vi har besluttet, at det må være en tradition fra nu af, at hvert år i høstsæsonen, så tager vi en uge i sommerhus med børnene. Og tænk, nu glæder jeg mig jo allerede til næste høst, istedet for at jeg tænker at høsten skal overstås 😉 Det kan jo ikke være bedre.
Tak for en fantastisk tur mor <3
//Lykke
Her kommer lige et par billeder fra vores fantastiske 3 generationers tøsetur 😉
Åååå Lykke, hvor livsbekræftende læsning, godt skrevet og godt iagttaget. Og så skønt at se hvor du ligner din dejlige mor i ungdomsudgaven. Det er en stor gave for os bedstemødre at få lov at deltage i livet med jer unge. Og så dejligt når det bliver påskønnet. Hilsen fra din mors kusine.
Det gør det i hvert fald. Jeg kunne på ingen måde undvære min mors hjælp. 🙂