Og det var så den barsel

Sådan sluttede min barsel mere end 2 måneder før, end forventet

Det har hele tiden været planen, at jeg skulle tilbage på arbejde midt i marts. Vores dagplejemor har to ledige pladser 1. marts og jeg valgte derfor at forlænge min barsel til midt i marts for at være sikker på at få plads til Mathilde hos hende. Jeg vil nemlig gøre alt for, at hun ikke skal starte op hos en anden dagplejemor og så derefter skifte. Men sådan skulle det ikke helt gå. Jeg har nemlig søgt nye arbejdsmæssige udfordringer og jeg har været så heldig at få det som jeg søgte. Det er jeg vildt glad for og jeg glæder mig helt vildt til at komme igang igen efter 2 barsler lige i rap. Der er dog bare lige det, at jeg skal starte på det nye arbejde allerede 2. januar, istedet for til marts som først planlagt. Og så er der jo lige det med dagplejepladsen. Men jeg tror jeg har været så heldig, som det overhovedet er muligt. Med det samme jeg fik jobbet, ringede jeg til pladsanvisningen og spurgte om jeg kunne få plads ved min nuværende dagplejemor, hvor min store pige Caroline også går. Efter et par telefonsamtaler frem og tilbage, fik jeg den bedste melding. Nemlig at Mathilde har fået plads sammen med Caroline. Min dagplejemor har altså accepteret at hun skal have 5 børn i 2 måneder. Hun har jo først en ledig plads til marts, hvis det skal være rigtigt. Så nu skal Caroline og Mathilde gå i dagpleje sammen det næste halve år. Og jeg er helt oppe at køre over det. Mathilde har første dag den 2. januar og det har jeg også, så der er altså ingen indkøring. Men jeg er alligevel helt tryg. Hun har jo været med oppe at hente Caroline hver eneste dag siden hun blev født. Jeg er tit blevet der en 1/2 times tid, hvor Mathilde har leget med legesagerne og de andre børn. Hun kender altså huset, børnene og vores dagplejemor og så er hendes søster der jo også. Jeg har virkelig på fornemmelsen at Mathilde kommer til at tage det i stiv arm. Det krydser jeg i hvert fald fingere for. Og jeg er mere end klar til at skulle på arbejde igen. Nu har jeg jo også gået hjemme i længere tid end de fleste. I begge mine graviditer blev jeg sygemeldt omkring uge 18, hvor jeg nærmest intet kunne uden smerter. Plukveer og bækkensmerter var det jeg hovedsagligt var plaget af i begge graviditeter. Jeg glæder mig virkelig til at få andet indhold i min hverdag, men der er ingen tvivl om, at jeg også godt kan frygte den travle hverdag en smule. Jeg har prøvet på, at gøre starten så god og overskuelig som overhovedet mulig. Jeg har lavet en masse færdigretter til fryseren, så der altid er lidt nemt til de travle dage, som der oftest er alt for mange af. Jeg er i bund med vasketøjet og så har jeg fået ryddet op i alle skabe. Jeg føler virkelig en ekstra energi når jeg åbner et skab og alt bare står knivskarpt. Og det bedste af alt er næsten, at jeg har fået ryddet op på mit syværelse, som ellers har været husets roderum. Alt er blevet endevendt og sorteret. Så har jeg da de bedste forudsætninger for at få bare en lille smule syet når jeg starter på arbejde igen. Eller måske det er ønsketænkning. Nu må vi se. 

Nu skal jeg først og fremmest have fundet en ny rytme med at få smurt madpakke, gå i bad og lagt tøj frem om aftenen og ikke mindst at få gjort begge piger og mig selv klar til at komme ud af døren kl 06.46 hver dag. Så må man da sige at det nye år er skudt igang. 

Rigtig godt nytår allesammen 😀

//Lykke

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.