Edderkopper der smager fantastisk
Jeg elsker fødselsdag. Jeg synes ofte det kan være svært at få set sin familie og dem man har nært i en travl hverdag. Fødselsdag er derfor en genial anledning til at få inviteret dem man holder af og fejre at man er blevet et år ældre. For dét skal da fejres! Jeg elsker at kreaeer i et køkken, hvilket ret ofte resultere i, at jeg får rigtig mange ideer til hvad der skal serveres. Og det hele skal naturligvis være hjemmelavet. Det er bare ikke altid, at min tid og mine forventninger om hvad der skal laves, går hånd i hånd. Så nu må jeg se om jeg for en gangsskyld kan begrænse mig en smule. Nu fylder Caroline nemlig snart 2 år, så jeg har været i tænkeboks for at finde ud af hvad hun skal have med i dagpleje. Og jeg har allerede alt for mange ideer til, hvad hun skal have med til uddeling. Da hun blev 1 år lavede jeg de her fine bamseboller, frugtabe og delfiner. De var et kæmpe hit.
I år skal hun i hvertfald have de her edderkopper med. Alle børnene i dagplejen er nemlig ret optaget af alle naturens små kryb, så jeg tænker at de her små edderkopper vil falde i god jord.
I vores dagpleje er der ingen sukkerpolitik, men hvis dit barn/børn går i en institution hvor der er sukker politik, så kan du stadig sagtens lave de her edderkopper. De er nemlig lavet helt uden tilsat sukker. Benene er dog lavet af lakridssnørrebånd, men dem kan du evt lave ud af dadler du har skåret i tynde strimler.
Her er opskriften:
- 200 g mandler
- 30 g hampefrø (kan sagtens undlades) Du kan også bruge havregryn
- 150 g dadler (De friske med sten)
- 3 spsk kakao
- Saften fra en kvart appelsin eller til konsistens er passende
- Lakridssnørrebånd
- Chokoladekrymmel
Sådan gør du:
- Blend mandlerne
- Kom hampefrø, dadler og kakao i og blend
- Tilsæt lidt appelsinsaft af gangen. Konsistensen skal være så du kan forme kugler af det. Vær forsigtig, det bliver hurtig for våd.
- Sæt evt massen på køl inden du former kuglerne. Så er det lidt nemmere
- Rul nu kuglerne i chokoladekrymmel eller kakaopulver. Hvis du ruller dem i kakaopulver, så sørg for at få børstet alt det ovenskydende kakao af. Ellers er de ikke så lækre at få i munden;)
- Klip snørrebånene i passende længder og sæt dem i som ben. Klip to små stykker og brug som øjne.
- Edderkopperne opbevares på køl og serveres direkte fra køl
Du kan også bruge denne her opskrift, som er uden kakao. De smager virkelig også fantastisk 🙂
Velbekomme og god fødselsdag
//Lykke
Hej. Hvor mange edderkopper bliver der ca af en portion? ? Vh Dorthe
Hej Dorthe. Jeg har ikke rigtig talt dem, men jeg vil mene der bliver omkring 20 stykker 🙂