De fineste Kaj boller

De fineste Kaj boller

De her Kaj boller har Mathilde haft med til sin 1 års fødselsdag i dagplejen. De er super nemme at lave, de smager virkelig godt og så elsker børnene dem. Og en ekstra lille bonus er at de helt små børn også kan spise dem, for bollerne har nemlig en dejlig blød skorpe og så er de super luftige. 

Bollerne hæver meget, så lav dem endelig ikke for store fra starten

Her kommer opskriften ca. 15-20 boller

Det skal du bruge til den grønne dej

  • 2,5 dl vand
  • 25 g gær
  • 1 dl olie
  • 150 g frisk spinat eller optøet fra frost
  • 1 tsk salt
  • 1 æg
  • 150 g grahamsmel
  • 200 g havregryn
  • ca. 300 g hvedemel (det kommer lidt an på hvor meget vand, man får slynget ud af spinaten)

Sådan gør du:

  1. Opløs gæren i 1 dl lunkent vand
  2. Vask spinaten, slyng den fri for vand og blend den med 1,5 dl vand
  3. Kom spinat, olie, salt og æg ned til gæren
  4. Tilsæt grahamsmel og havregryn
  5. Kom tilsidst hvedemelen i og ælt dejen på røremaskine. Måske du skal tilsætte lidt ekstra mel. Dejen skal være en lille smule klistret, men ikke mere end du stadig kan arbejde med den i hånden
  6. Lad dejen hæve tildækket i min 30 min, gerne længere

Det skal du bruge til den røde dej

  • 1,5 dl lunken vand
  • 1 dl rødebedesaft (fra syltede rødbeder)
  • 25 g gær
  • 1 dl olie
  • 1 tsk salt
  • 1 æg m/l
  • 100 g havregryn
  • 150 g grahamsmel
  • 250 g hvedemel

Sådan gør du:

  1. Opløs gæren i det lunkne vand
  2. Tilsæt olie, rødbedesaft, salt og æg
  3. Kom havregryn, grahamsmel
  4. Kom tilsidst hvedemel i og giv dejen en ordenlig omgang på røremaskinen
  5. Lad dejen hæve i 30 min

Når de to deje har hævet, former du små runde boller af den røde dej.
Tag derefter en klat grøn dej og rul den ud til en cirkel på bordet med en kagerulle. Rul den ikke alt for tynd, så er der risiko for at den sprækker under bageningen. Læg den grønne dej over den røde bolle og pak den ind som en fastalavnsbolle 😉 Læg bollen på en bageplade med bagepapir og med samlingen nedad. Lad bollerne efterhæve i ca 20 min.

Kaj boller
Bag bollerne i ovnen ved 200 grader i ca 20-25 min alt efter størrelse og ovn
Lad bollerne afkøle på en rist. Giv til sidst Kaj bollerne øjne og skær en mund. Jeg har brugt sukkerøjne fra bagebixen.dk som jeg har sat fast med lidt tyk glasur. 🙂

Kaj boller

Kaj boller

Kaj boller

 

Mangler du flere ideer til sjove boller så se evt mine opskrifter på museboller, turtelboller eller bamseboller

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *